Aalborg Universitetshospital får ny og erfaren hospitalsdirektør

Sundhed, Sygehuse og Psykiatri

Lars Dahl Pedersen bliver ny hospitalsdirektør for et af landets største universitetshospitaler. Han kommer med stor direktørerfaring fra både det private og offentlige sundhedsvæsen. 
Lars Dahl Pedersen

Store opgaver foran sig

Aalborg Universitetshospital får ny direktør. Det bliver Lars Dahl Pedersen, der kommer fra en stilling som administrerende direktør for privathospitalet Mølholm, og han sætter sig derfor nu i spidsen for en organisation med 7500 fuldtidsansatte.  

- Jeg brænder for at komme i gang. Jeg er bevidst om, at jeg træder ind i en stor og kompleks organisation, hvor der er opgaver nok at tage fat på. Et universitetshospital skal sikre alle patienter den bedst mulige behandling inden for de økonomiske rammer, der er givet, siger Lars Dahl Pedersen.

Lars Dahl Pedersen lægger desuden vægt på, at resultater opnås bedst gennem dialog og samarbejde, og han ser derfor frem til at træde ind på et hospital, der samarbejder meget bredt.

Inden han blev direktør i det private sundhedsvæsen har Lars Dahl Pedersen en karriere bag sig som hospitalsdirektør igennem en længere årrække på større hospitalsenheder i Region Midtjylland, og han har en ph.d i Statskundskab fra Aarhus Universitet.

Regionsdirektøren i Region Nordjylland, Jakob Krogh, ser frem til samarbejdet med den nye hospitalsdirektør. 

- Med Lars får Aalborg Universitetshospital og regionen en meget stærk og kompetent hospitalsdirektør. Lars skal være med til den fortsatte genopretning af hospitalsøkonomien samtidig med, at han skal stå i spidsen for et fagligt fyrtårn af et hospital, der behandler, udvikler, uddanner og forsker, siger Jakob Krogh.  

Derudover venter der også en stor opgave i 2026, når Aalborg Universitetshospital flytter til Hospitalsbyen i Aalborg Øst. Her skal medarbejdere, patienter og avancerede behandlinger flytte på kort tid til en stor arbejdsplads i nye, flotte rammer. 

- Jeg er sikker på, at Lars her kan sikre en god overgang sammen med medarbejdere og ledere. Han kommer som en dygtig og erfaren ledelseskapacitet, siger Jakob Krogh.

Privat bor Lars Dahl Pedersen i en mindre landsby tæt på Viborg med sin kone. I fritiden fylder børn, børnebørn samt løb og vandreture.  

Han tiltræder stillingen på Aalborg Universitetshospital d. 1. april 2024.

Udgivet af: 
Mathias Mosskov, pressekonsulent, Region Nordjylland
Mail: m.mosskov@rn.dk
Telefon: 9243 4679

Opdateret